Blomkålsmos

Blomkålsmos – en himmelsk mundfuld

Er du vild med kartoffelmos, men vil du på samme tid gerne være fri for de meget stivelsesrige kartofler? Så er et udmærket alternativ blomkålsmosen. Du vil blive overrasket over, hvor godt det smager.

Nu tænker du måske: ”Hvorfor i himlens navn skal jeg dog udskifte min lækre, luftige kartoffelmos?” Det skal du heller ikke, med mindre du f.eks. har tænkt dig at lægge din kost om til en af de meget populære livsstile som paleo (stenalderkost) eller LCHF (Low Carb, High Fat), eller du vil tabe dig i vægt. For blomkål har væsentligt lavere kalorieindhold end kartofler.

Blomkålsmos opskrift

 

Du kan tilsætte alle mulige smage til din blomkålsmos i form af krydderier, krydderurter, ristede champignoner, eller hvad du nu synes smager dejligt.

Ingredienser:

  • 1 blomkålshoved
  • 45 g smør
  • krydderier eller andre ønskede smage
  • Salt

Sådan laver du blomkålsmos:

  1. Fjern de grønne blade og stokken fra blomkålen, og del blomkålen i små buketter.
  2. Damp blomkålen i vand. Det skal dampes ikke koges – dvs. en smule vand i en gryde, en dampindsats eller en sigte i gryden. Blomkålen i indsatsen, så den ikke kommer i forbindelse med vandet. Låg på gryden. *
  3. Damp blomkålen i 10-15 minutter, til den er mør – helt mør. Tidsforbruget afhænger naturligvis af størrelsen på buketterne.
  4. Hæld kålen i en foodprocessor, sammen med smør og krydderier og lidt salt.
  5. Kør nu kålen jævn og moset. Det tager lidt tid, så hav tålmodighed, og tilsæt aldrig væske, så bliver mosen våd og sjasket. Skrab det, der sætter sig på siderne ned en gang imellem, så alt kommer med. **
  6. Smag yderligere til, når mosen har fået den perfekte konsistens.

* Hvis du ikke kan finde ud af at dampe, kan du koge blomkålen i lidt vand, og efterfølgende presse vandet ud af den ved at komme den i et dørslag og dræne den med hjælp fra en kartoffelpresser.

** En elpisker (med piskeris) kan også bruges, hvis du ikke er den lykkelige ejer af en foodprocessor.

Du kan servere mosen til alle de retter, du normalt ville servere kartoffelmos til.

Blomkålsmos til LCHF entusiaster

Som nævnt er blomkålsmosen et godt alternativ, når du vil følge eksempelvis LCHF kuren. LCHF (Low Carb, High Fat) betyder, du skal spise færre kulhydrater (især sukker og stivelse) og spise mere fedtholdig mad. Når du følger en bestemt livsstil kostmæssigt, vil der tit være en eller anden madvare, du vil savne, og er det kartoffelmosen, så kan blomkålsmosen helt klart erstatte den.

Blomkålsmos med ost

Synes du stadig, at den lige mangler det sidste pift, så prøv at tilsætte ost. Ovennævnte opskrift tilsat 100 g neutral flødeost. Det giver både smag og konsistens et løft.

Du kan også bruge parmesan. Blend det i samtidig med smørret.

Blomkålsmos med andre grøntsager

Hvis du ikke vil nøjes med blomkålssmagen, så kan du med fordel mikse med andre grøntsager, broccoli græskar eller rodfrugter (hvis du ikke er på LCHF kost).

Som du kan se, er der rigtig mange muligheder og alternativer. God appetit!

 


Udskriv   Email